31. marts, 2020

Egne projekter

Jeg har de seneste 13 år haft fingrene med i en del forskellige projekter. Faktisk så mange, at jeg ikke længere kan nævne dem alle sammen på stående fod. Men nogle af de sjoveste har været projekter som en webshop for specielle bilfilm tilbage i 2007, egne udgivelser af to bøger i 2009 og 2010 og så en masse artikler (tekster og fotos) for så forskellige medier som Ekstra Bladet og Marinehjemmeværnet.

I dag er jeg også med i flere projekter, som alle har én ting til fælles: De er sjove at arbejde med. Herunder kan du læse mere om dem.

Auto Show Denmark

Da Martin Poorhamidi og jeg i 2016 savnede en bilmesse, som både havde fokus på selve show-delen med masser af underholdning og på den mere seriøse del med stande fra bilforhandlere og bilistbutikker, besluttede vi at starte en messe selv.

Så i 2017 blev Auto Show Denmark i Odense Congress Center skudt i gang. I 2020 er det fjerde år i træk, og vi er nu landet største bilmesse med over 20.000 mennesker.

Boosted Magazine - Boosted.dk

Boosted Magazine blev udgivet som trykt magasin i knap fem år, men i dag er mediet 100 procent online på Boosted.dk.

Boosted.dk er Danmarks største bilmedie med knap 300.000 unikke brugere, 700.000 besøgende og 1,2 millioner sidevisninger om måneden på websitet. Også på sociale medier er Boosted størst herhjemme.

Mandesiden.dk

Mandesiden startede i 2012 på Facebook, hvor siden hurtigt fik mange trofaste følgere. I dag er Facebook-siden en af de største af sin slags herhjemme med 60.000 følgere. Også Instagram er med på Mandesiden-bølgen med snart 20.000 følgere.

På hjemmesiden Mandesiden.dk er der dagligt masser af gratis artikler om biler, gadgets, bolig, både og meget andet. Knap 100.000 unikke brugere er der hver måned på Mandesiden.dk.

Plakattrykkeren.dk

Trine (fruen) og jeg ledte for nogle år siden efter en pæn måde at få vores bedste minder op på væggen. Vi faldt over nogle flotte collageplakater i udlandet, men de var meget dyre, så det var startskuddet til plakatshoppen Plakattrykkeren.dk.

Her producerer vi unikke og meget personlige fotocollager på lækkert plakatpapir, som ser fantastiske ud på væggen derhjemme. Plakaterne er også meget populære som gaveidéer til konfirmationer, runde fødselsdage og bryllupper.