1. juni, 2020

Hvem er Kasper Erling?

Alder: 40 år
By: Roskilde
Familie: Gift med Trine og har børnene Luca og Felix

Passioner: I skrivende stund har jeg tre passioner. Biler, musik og Counter-Strike. Og ja, det er vel nogenlunde i stil med, hvad en knægt på 18 år ville skrive. Her er lidt forklaring.

Bilerne: Som ung havde jeg værelse 10 meter fra min fars Volvo-værksted, så jeg kunne ligge i sengen og høre lyden af utallige Volvo 240-døre, der blev lukket, og den smukke, ujævne brummen fra de femcylindrede motorer, der kom frem med Volvo 850. Den slags er desværre slut i dag, hvor alt skal downsizes og på sigt have en elmotor. Men pyt, de fleste moderne elbiler kører helt fantastisk. Så må vi nyde den gode lyd i højttalerne i stedet. Hvilket bringer mig til næste passion.

Musikken: Da jeg var 15 år gammel og havde hår ned til brystet i bedste grunge-stil, var jeg overbevist om, at jeg skulle sidde bag trommerne på orange scene til Roskilde Festival en dag. Men så kom bilverdenen trillende, og jeg fik nye drømme. Jeg forbinder dog stadig musik med masser af passion og følelser, og jeg tager gerne til mange forskellige koncerter hvert år. Typisk indenfor meget forskellige genrer - fra jazz og boybands til heavy og hiphop.

Counter-Strike: For 20 år siden prøvede jeg første gang skydespillet Counter-Strike, men så gik der 18 år, hvor jeg ikke havde noget med det at gøre. Da e-sporten så for få år siden tog fart og begyndte at trække folk ind i de store arenaer verden over, blev jeg fanget igen. Uden tvivl anført af de danske Astralis-drenge, der i dag er verdens bedste hold til Counter-Strike. Jeg bliver aldrig nogen Device til flick shots med AWP, og jeg kommer ikke i nærheden af at styre en AK så godt som Magisk. Men at sidde i Royal Arena med 12.000 glade mennesker og heppe på de danske drenge i rødt og sort, det bliver altså ikke meget mere underholdende.